Lidt om gradueringer og konkurrencer – Del 2
-Læs del 1 her http://www.kyudo.dk/blog/gradueringer-og-konkurrnce-i-budo.html
静中の静は真の静に非ず、乱中の静は真の静である

Stilhed midt I stilheden er ikke sand stilhed; stilhed midt I kaos er sand stilhed.

af Nicolai Sichlau

At insistere på kun, at karakterisere Kyudo eller budo generelt som en kunstform, er at frarøve den sin essens. En kunstart, er i sagens natur kunstfærdig, den er adskilt fra det levede liv, ophøjet til et æstetisk udtryk. – Kyudo har helt bestemt en æstetik, det er derfor mange af os som dyrker den i første omgang er blevet bjergtaget af den da vi så en ceremoniel skydning, med en utrolig smuk og slank bue og elegante bevægelser i kimono.
– Men efterhånden som vi stifter bekendtskab med buen, og den vej der skal betrædes for at lære at bruge den, opdager vi hurtigt, at æstetik i sig selv ikke er nok. Æstetikken er et resultat af mange års hård træning. – Man bruger hele kroppen til at afskyde en pil, og den rolige og harmoniske overflade dækker over mange års træning i at få det hele til at se legende let ud. Alle større muskelgrupper er fuldstændigt spændt op når man går ind i Kai (det fulde træk) – Lår, baller, skuldre, vinger og mavemusklerne er spændt til bristepunktet for at stabilisere kroppen i skudøjeblikket.

Men hvis vi virkeligt vil mestre Kyudo, må vi først lære at mestre os selv, og det gør vi blandt andet ved at forsøge at sætte noget på spil. I opvisninger, gradueringer eller konkurrencer bliver buen et redskab i denne transformation. Modsat mange andre former for kampkunst, er det at se kunstfærdig ud i udøvelsen ikke nok i Kyudo, man skal også helt banalt kunne ramme skiven i den anden ende. Man kan ikke gemme sine svagheder i Kyudo, de er åbenlyse for alle, når strengen først er sluppet. – Men det betyder ikke, at en demonstration hvor man ikke rammer er dårlig. – I Kyudo er der en stor beundring og forståelse for folk som skubber sig selv ud hvor de åbenlyst ikke har lyst til at være. Det er gejsten og kampånden vi gerne vil se, ikke det perfekte skud.
Personligt hader jeg at gå til Shinsa (gradueringer). Shinsain (dommerpanelet) er typisk 5 japanske sensei som alle er 8 dan Hanshi (Hanshi er den højeste instruktør titel) sammen med et par hundrede tilskuere. De studerer dig nøje, for hver bevægelse, fra du går ind i dojoen til du går ud. Bukker du ordentligt ved ind og udgang? Går du korrekt og i den rette rytme? Huskede du at gå ind på venstre fod, og ud på højre? Tager du det venstre kimono ærme korrekt af? Er pilene hele tiden i den rette vinkel når du sætter dem på? Bruger du den rigtige åndedræts rytme? er dit slip skarpt nok? Ramte du?

– Ingen detalje er for lille når man går op i de højere grader, og alene at ramme med de to pile du har, er ikke nok til at bestå. – Du skal vise den rigtige ånd, din form skal være perfekt du må ikke ville det for meget, men du skal stadigt vise en tilstedeværelse. – Du er i en boble hvor din puls, og dit åndedræt dunker i dit bryst, og dine ører. Du er faktisk overbevist om at dommerne kan høre dit pulsslag, dit åndedræt føles som om det får din krop til nærmest at hoppe, når du forsøger at sidde stille, og se rolig ud. Din krop vil gerne væk, men du bliver siddende. – Den tilstand du kommer i kan ikke genskabes på nogen anden måde, undtagen måske regulær kamp. Og det er her du får dine vigtigste lektioner om dig selv.
Det er derfor det ofte siges, at man er helt nøgen i kyudo, man kan ikke gemme sine fejl og mangler under kunstfærdigheder. Målet bliver et spejl på ens eget sinds tilstand. Kyudo er både en kunstart, en idræt, og en sport, Det er en Budo og alle aspekter af udøvelsen tilføjer kyudo lige meget værdi.
Et sandt skud er ikke blot præcist, det er også værdigt og æstetisk fuldkomment. – Og stilheden? Den kommer med øvelse, og mange nederlag.