Forskellene mellem vestlig bueskydning og Kyudo er mange, både rent teknisk og måske aller tydeligst i tilgangen og målet med at praktisere bueskydning.

I Vestlig bueskydning er altings målestok om du rammer, og alt træning er fokuseret omkring dette. I Kyudo er fokus på hvordan du rammer, og hvordan du opnår en række erkendelser , gennem din træning.

Der er mange misforståelser omkring dette tilsyneladende, og for mange vesterlændinge svært begribelige holistiske aspekt af Kyudo.

Dette har også ført til en del overmystificering af Kyudo, og en myte om at i japansk ”zen-bueskydning” som det gerne benævnes i vesten (og kun i vesten) er det ligegyldigt om man rammer målet. Forfatteren Ib Michael er oveni købet citeret i Information for at mene at ”Japans bedste bueskytte endnu aldrig har ramt skiven”. Det er en sjov og skæv historie, men intet mere. Folk som dyrker Kyudo er også almindelige dødelig, og ønsker bestemt hellere at ramme, end at misse. Misforståelsen skyldes nok at man i Kyudo taler meget om ikke at fokusere på at ramme målet, fordi som det hedder i en af mange Kyudo talemåder, “jo mere man ønsker at ramme målet, jo mere flytter det sig”. Når man opsluges af sin grådighed efter at ramme målet, er man mentalt i fremtiden og mister derfor sit fokus på at være tilstede i nuet, Man mister sit Heijoshin ofte oversat til hverdagssind, eller sinds ligevægt, eller sagt på en lidt mere nydansk måde, man er ikke “mindfull”.

En af de helt fundamentale læresætning i Kyudo er ”Seisha hichu” ”klodset oversat til ”korrekt skydning, leder til korrekt træfning” eller ”sand og korrekt skydning”. Heri ligger der en forståelse af, at hvis man følger de principper som Kyudo dikterer, så vil endemålet også være at man rammer målet på den korrekte måde. Ikke at ramme er tegn på en fejl eller svaghed i udførselen enten teknisk, mentalt eller åndeligt. Men at ramme målet skal i Kyudo også forstås i en overført betydning. At ramme sandt, har en betydning af at man allerede fra det øjeblik man kommer ind i skydeområdet har den korrekte indstilling til sit forehavende, og udviser og udståler den korrekte ånd, og energi. Hvis man således er i stand til at være fuldstændigt tilstede i øjeblikket, siges det at pilen allerede eksisterer i målet.- Nedenstående klip er med Ishikawa Takeo sensei Hanshi 9 dan  – som nærmest legemeliggør hvad korrekt form – “Seisha hichu” kan udrette.

Det menes også i artiklen at japansk bueskydning kræver langt større kræfter da buen holdes langt over skulderhøjde. Det er sandt at man i Kyudo trækker buen over skuldrene, men det gøres langt mere balanceret med begge sider af kroppen end vestlig bueskydning. Man siger derfor ikke i Kyudo at man trækker buen men nærmere at man åbner den, da man både skubber med buehånden og trækker med den anden hånd gennem hele trækket.

Basis Form  – Kihontai

Form er afgørende i Kyudo,  man stiller sig ikke blot op til en skyde linie og begynder at skyde pile af sted.

Der er to hovedårsager til at der ofte går stykke tid før man får lov til at skyde sin første pil I kyudo insisterer man på at formen skal være på plads før man begynder at skyde. Problemet i at skyde med det samme er at man bevidst eller ubevidst korrigere efter hvor ens pile træffer når man skyder på et mål, og således vil man aldrig kunne få en ordentlig basis form, som udgør et solidt fundament for den gode skydning.

Den anden årsag er sikkerhed, ikke så meget pga. dem man træner med, men skytten selv. I kyudo trækker man buestrengen om bag øret, og man bruger heller ikke en armbeskytter, da buestregen ved korrekt teknik, drejer væk fra underarmen. – Så for at minimere risikoen for blå mærker og røde ører vil man gerne have et folks teknik er relativt udviklet før de begynder at slippe strengen.

Udover at selve skydningen skal udføres formmæssigt helt korrekt, er der en række forskellige kata (bevægelsesformer) som man benytter  alt efter årsagen til skydningen. Det kan være en dybt ceremoniel skydning –en sharei, som ofte benyttes for at åbne eller slutte en begivenhed, men det kan også være en fejring af nytåret, markering af en dødsdag eller andre begivenheder som skal markeres.

Til daglig træning bruger man en række semi- ceremonielle former, som også brugs til f.eks.  gradueringer eller forskellige typer konkurrence.

Graduering i Kyudo foregår efter Dan systemet som i al anden Budo, men der er ingen synlige markører på grader .

Teknik

Det kræver langt mere teknik at skyde korrekt med en japansk bue end en vestlig bue. Det er derfor der typisk går nogen  tid før man skyder på mål første gang. især  grebet buen holdes i (tenuchi) er vanskelig at mestre.

Archers paradox?

Grunden til den svære teknik skyldes det som de fleste normale bueskytter vil være bekendte med som ”archers paradox” .  Kort fortalt går det ud på at for at ramme et givent mål, må en bueskytte sigte ved siden af målet for at korrigere for at pilen naturligt trækker til siden. Derfor begyndte amerikaneren i 1930erne at sætte standarten for stivheden oftest kaldet ”spine” på deres pile som skal afstemmes med buens styrke, for at få pilen til at flyve ”skævt” og korrigere for pilens ”skæve flugt”, således at den rammer målet.

Kyudo er en ubrudt tradition, og fortidens mestres måde at håndtere dette paradoks på, er overleveret til os i netop grebet – tenuchi.  Derfor går man ikke op i pilens ”spine” i Kyudo, men afstemmer pilens længde til skytten, og vægten af pilen til buens styrke. En bambus pil til en skytte på 1.88m med en pilelængde på 105 cm. vil således have en pil som vejer 28 g. og den skal have fem vækstringe, uanset længde. Det er derfor bambus pile ofte er ret dyre, da det er et stort arbejde at finde et sæt pile i samme længde med samme antal vækstringe.

I Kyudo er  hånden som holder buen ikke statisk, da man både skubber buen fremad, og holder buen i noget som bedst kan sammenlignes med et svagt torque  greb. Den japanske bue vil, i hænderne på en trænet udøver, dreje i hånden under selve skuddet, således at buestrengen rammer ydersiden af overarmen, dette er et resultat af måden buen er bygget på,og et korrekt greb på buen. Dette drej retter pilens bane ind mod målet og modvirker altså ”Archers paradox”- samtidigt giver denne teknik ekstra kraft til skuddet, ca. 20 % ifølge videnskabelige undersøgelser. Derfor kan en virkeligt dygtig kyudoka skyde hårdere/hurtigere med en relativt svagere bue,sammenholdt med en som ikke skyder med korrekt teknik men med en markant stærkere bue.

Man skyder også med en tilpasset eller skræddersyet skindhandske i kyudo. Handsken har en lille nock i tomlen, som er helt stiv,til at holde buestrengen. Tommelfingeren og langefingeren gnides jævnligt med et harpiks lignende pulver, kalder giriko, som  mindsker slitage på skindet, og sørger for skindet ikke bliver for glat. Overarmen drejes mod uret i trækket, for at holde pilen på buen, som ikke har nogen pilehylde. Pilen sidder modsat side af vestlig bueskydning, dvs. højre side set fra skytten.

Nobiai – konstant ekspansion

Uden nobiai ingen kyudo, men hvis du kan udføre nobiai succesfuldt vil dit skud altid være sandt.

Mange vestlige bueskytter slipper relativt hurtigt så snart buen er trukket fuldt, eller venter med at siget på målet indtil sidste øjeblik Det er en måde at forsøge at undgå at sindet begynder at blande sig for meget i hvad der sker rent mekanisk, eller ubevidst.

Men i kyudo gør man det bevidst sværre at ramme målet, både ved at holde trækker, og ofte ved at skyde på et mål som er sværere at ramme, kaldet et kasumi-mato (tåge-mål)

I kyudo holder man det fulde træk typisk 5-10 sekunder, når man når et vist niveau. Netop fordi at det er denne prøvelse som give kyudo en stor del af sin mening.  Udfordringen er at tæmme det vandrende sind, og forsøge at holde fokus på sin teknik, og sit åndedræt. Nobia betyder at man ubåndhørligt ekspanderer mod ”himmelen” og ”jorden”, til højre og venstre. Man slipper først pilen når tiden er modnet, og sindet er beroliget  ”munen muso” (oftest oversat til ingen tanker, ingen illusioner). Man mener i kyudo at hvis man  stræber efter at skyde ifølge loven ”shaho” , vil ”nobiai” manifestere sig naturligt.

At udvikle modet, stædigheden og tålmodigheden til at tillade at denne proces følger sin naturlige gang, uden at man ødelægger det, er hjertet i kyudo træningen.