At skyde med teknik forbedrer skytten, at skyde med sindet forbedrer mennesket.

Kyūdō (弓道 eller きゅうどう – Buens Vej) , betragtes ofte som et at de reneste udtryk for kampkunst inden for Budo. Kyudo har meget tilfælles med den Japanske the- ceremoni Chado kalligrafi (Shodo) og sværdkunst Iaido. Alle discipliner som i højere grad er fokuserede på en indre erkendelse af udøvelsen og dens konsekvenser, en væren i øjeblikket som optimalt set er fri for alle unødvendige overvejelser. En udøver af kyudo kaldes en kyūdōka (弓道家 ellerきゅうどうか)

– Kyudo indeholder sportslige elementer, men er ikke en idræt.

– Har en stærk spirituel side, men er ikke en religion.

– Kyudo fokusere stærkt på æstetik, fysisk, og en mental udvikling af skytten

Kyudo er følgende svær at kategorisere entydigt, men svæver i et grænseland mellem sport, kunst og selv udvikling. Kyudo er en ”budo”, den betegnelse dækker over mere end almindeligt brugte begreber som kampsport eller kampkunst egentligt kan dække, da essensen af budo er mere end summen af æstetik (kampkunst) og sportslig udøvelse (kampsport). Budo implicere en vej til selv kultivering, hvor disse to kan være midler mod målet, men ikke nødvendigvis behøver at være det.

Afskydningen af en pil sker gennem otte grundbevægelser kaldet shaho hassetsu, som er relativt let at tillære sig, men som man kan bruge et helt liv på at perfektionere. De ceremonielle grundbevægelser som leder op til, og afslutter selve skydningen læres også relativt hurtigt. Bevægelserne og tankerne bag dem kan sammenlignes med kinesisk Tai-Chi, da alle bevægelsr udføres i overensstemmelse med åndedrættet, og man stræber efter at udføre dem med præsidenten for det japanske forbunds ord, ”strong and vigorousi, not polite and pretty” Kvinder forventes at være mere graciøse i deres bevægelser, men altid med en stærk tilstedeværelse. Kyudo er en trods alt en budo. Det er vigtigt at forstå at Kyudo ikke blot er en eksotisk form for bueskydning, men i høj grad også er en kulturelpraksis. Udover teknikken, må den studerende også være parat til at lære ritualiserede bevægelser som er en del af traditionen. Der er således megen etikette og kulturelt betingede traditioner indlejret i alle aspekter af kyudo. Kyudo er resultatet af mindst 1500 års akkumulerede erfaringer og kulturelle påvirkninger. Da krudtet kom til Japan i 1542 med europæerne, blev buen  langsomt overflødiggjort  som våben.  Man begyndte derfor at fokusere endnu mere på de åndelige og mentale aspekter af bueskydningen. Kyudoen blev til en vej til personlig vækst og udvikling, og under begrebet Reisetsu – Respekt for den anden, blev den en moralske disciplin som forenede krigerens kraft og energi med det ceremonielles værdighed. Disse to traditioner har skabt grobunden for den moderne udøvelse af Kyudo –Buens Vej. Som en middel til personlig udvikling, er kyudo altså mere end blot en form for bueskydning. Træningens praksis kræver brugen af etikette for at træne opførsel og attitude. Ved en gradvis åbning af sindet kultiveres udøvernes ærlighed i træningen, hvilket resulterer i en øget vitalitet i skydningen, som igen giver mening i dennes liv. Kyudoens højeste ideal er den simple skønhed i skydningen, som den udtrykkes gennem ærlig handling i udøvelsen. Denne naturlige simpelhed, er hjertet ikke bare i kyudo, men i alle aspekter af traditionel japansk kultur.

Skydningens kunst

De tekniske færdigheder i kyudo vokser med en tiltagende kropslig opmærksomhed og koncentration som forener  arbejdet med buen, kroppen og ånden. I kyudo kommer fysisk og følelsesmæssig balance fra midten af kroppen. Modsat vestlig bueskydning, hvor fokus primært er omkring skuldre og arme, er opmærksomheden i kyudo fokuseret omkring navlen, al energi udspringer af dette punkt. Enhver af skydningens bevægelser koordineres med åndedrættet, så handlingen optimalt set flyder kontinuerligt og harmonisk. Selvom det kan se sådan ud, er det altså ikke en dyd i kyudo at bevæge sig langsomt, men meget lig kinesisk  Tai Chi, følger bevægelserne åndedrættet. Alle skydningens bevægelser samles i det fulde træk kai, med skytten i midten af buen. I denne tilstand skal hele kroppens korrekte balance etableres, for at få et ordentligt slip. På højere trænings niveauer opnås slippet, når den ekspanderende energi trækker buestrengen fra handsken spontant og naturligt. Det er i det fulde træk, at skyttens mentale tilstand testes i relation til målet, som derved bliver et ”spejl af bueskyttens sjæl”.

Sandhed Godhed og Skønhed

Frit oversat efter Onuma Hideharu Hanshi

Sandhed, Godhed og Skønhed er hovedpillerne i Kyudo, og det kræver nødvendigvis en indførsel i japansk tankegang at forstå, disse abstrakte kategorier i relation til udøvelsen. Spørgsmålet om hvad der er et sand eller rigtigt skud i kyudo, er én måde at finde sandheden i kyudo. For folk flest vil dette være det åbenlyse; at ramme målet. Sandhed bliver således ligefrem proportionel med præcision. Selvom det har betydning at ramme målet, skelner man i kyudo mellem skydning som blot er teknisk godt udført ( noshahichu ) og skydning som er korrekt og udført med det rette sindelag ( seishahichu ). Forskellen ligger altså i hvordan man rammer midten af målet tekichu . Tekichu kan inddeles i tre fremadskridende niveauer: toteki (pilen rammer målet), kanteki (pilen gennemtrænger målet og zaiteki (pilen eksistere i målet). Toteki skytten koncentrere sig udelukkende om skyde teknik, da det at ramme midten er dennes eneste mål. Toteki skytten er ligeglad eller uvidende om at hendes skydning er grim og livløs, kroppens er asymetrisk, og bevægelserne er uharmoniske. Når hun har fundet en metode som gør hende i stand til at ramme konsistent, vil hun ikke ændre noget, af frygt for at præcisionen glipper. Skydning på dette niveau er blot rekreativ tidsfordriv. Kanteki skytten er på et højere niveau, hun rammer ikke målet, hun gennemtrænger det. Dette er metoden som krigerne, som så målet som sin fjende brugte. Skydning på dette niveau kan ikke opnås ved teknik alene, det fordrer en intensitet som kommer inde fra skytten selv. Man mestrer den fysiske teknik fuldstændigt, og fokusere på interne teknikker som kiai det øjeblik hvor krop og sind forenes og skaber enorme kræfter – og ikke mindst kontrol af åndedrættet, som hvis rigtigt udført skaber en flydende men kraftfuld skydning. Begge disse niveauer er en normal progression i træningen, som optimalt set ender i zaiteki , hvor målet ikke længere er et mål i sig selv eller en modstander, men en ærlig refleksion af selvet. Frem for at fokusere på målet, koncentrer zaiteki skytten sig om sine tanker og handlinger, for at gøre dem så rene og rolige som muligt, hendes krop vil naturligt korrigere sig selv, og skydningen vil være sand. For at nå det niveau, må skytten forene sindet, kroppen (bevægelsen) og buen (teknikken), når disse elementer forenes vil rationel tænkning erstattes af følelse og intuition, tankerne stilnes, og teknikken går i et med blodet og åndedrættet, og bliver herved spontan og instinktiv. Kroppen er afslappet, men aldrig slap, buen bliver en naturligt forlængelse af kroppen. I denne tilstand kan det siges at pilen eksistere i målet før den slippes, der er ingen distance mellem menneske og mål, mennesket og universet- alt er perfekt harmoni, og i dette øjeblik eksistere sand, og korrekt skydning Seisha Hitchu Sandhed siges også at udtrykkes i tsurune , som er lyden af buestregen. Den skarpe høje diskant lyd som frembringes ved et flydende og korrekt slip af stregen, er ikke til at tage felj af når man først har hørt den. Japansk historie er fulde af historier hvor alene lyden af et tsurune, får fok til at bede om at blive trænet, eller udpeger den pågældende skytte som en mester. En god sammenligning med disse aspekter af kyudo, er at spille på strenge instrumenter, som en cello eller violin. At få en klar og skarp tone kræver kontrol og beherskning af teknikken., men uden følelse, og et teknisk niveau hvor man kan slippe teknikken, og spille med hjertet, bliver musikken død og livløs,- mekanisk. Det er således man skal forstå at buen aldrig lyver, den er ærlig og fordomsløs, en refleksion af dig selv, og en fantastisk god lærer i sandhed og ydmyghed.

Godhed

Høflighed, barmhjertighed, moral og non-aggresion, hænger sammen med søgen efter sandhed. Når negative tanker og handlinger overskygger sindet, bliver skydningen ødelagt. Den rette opførsel, kombineret med simpel etikette, giver en mental og fysisk ro, som efterhånden bliver en del af dagliglivet. Dette kaldes heijoshin (et almindeligt sind). Dette er simpelthen din tilstand når du er rolig velbalanceret og disciplineret, selv under stress og ubehagelige hændelser. Hemmeligheden bag dette dette er, at behandle dagligdags begivenheder som specielle; for da vil specielle begivenheder synes ordinære. Så snart man lærer at beherske denne tilstand, stopper man med at undskylde, når pilen ikke rammer målet, og man bliver ikke misundelig over andre som gør det bedre end en selv selv. Tværtimod søger man efter det som mangler i en selv, og når dette isoleres, bruger man alle kræfter på at korrigere manglen. Derfor er kyudo, med sit fokus på introspektion, og selverkendelse er godt redskab til at undersøge vore motiver for at gøre det gode, og være gode over for vore omgivelser.

Skønhed

Kyudo skal være smukt, buens kurvatur, og den traditionelle klædedragt, bidrager til denne æstetik. Men først og fremmest ligger skønheden i at sandhed og godhed i sig selv er skønt, uden dette bliver kyudo vulgær. Etiketten bag kyudo ceremonien, betragtes også som skøn, etikette er som udgangspunkt blot at vise høflighed og respekt over for andre, etikette giver dermed ceremonien formål. Uden etikette er ceremoni opblæst og prætentiøs. I kyudo ceremonien kombineres etikette, flydende bevægelse i en perfekt balance mellem form og ånd, dette lagt sammen giver harmoni.